Fra spildevand til ressourcevand
Fosfor og den cirkulære økonomi
Fag: Biologi, geografi, fysik/kemi
Trin: 8.-9. klasse, Gymnasie/HF
Varighed: 2,5 time
Forberedelse: 6 lektioner om spildevandsrensning + 2 lektioner specifikt om Fosfors og den cirkulære økonomi
Det er en fordel hvis klassen har gennemgået forberedelsesforløbet før besøget
Dette temaforløb stiller fokus på den fosfor der findes og udvindes fra spildevandet og den cirkulære økonomi der ligger i at genanvende denne samt andre ressourcer fra spildevandet.
Hos BIOFOS går vi meget op i at udvinde så mange ressourcer som muligt fra spildevandet i løbet af renseprocessen.
Vi udvinder blandt andet sand, som kan bruges som byggemateriale, samt producerer gas, el og varme af slammet i spildevandet.
Vores eneste restprodukt er i princippet en masse aske, som er tilbage når processen på anlægget er helt færdig. Asken indeholder fosfor som er en knap ressource i verden. Derfor arbejder vi på at finde en god metode, til at genanvende fosforen fra asken – men det er ikke helt lykkedes endnu.
Under dette forløb lærer eleverne om fosfor – hvad vi bruger det til, hvor vi får det fra, og hvorfor det er en god ide, at begynde at udvinde fosfor fra spildevands-aske. Undervejs laver eleverne også selv to forsøg med fosfor: ét hvor de skal efterligne den kemiske rensning på anlægget, som er der vi fjerner fosfor fra spildevandet. Samt ét hvor de skal forsøge at skille fosforen ud af asken igen. Det sidste forsøg handler om en svær proces, som kemi-ingeniører i hele Europa arbejder med – mon det lykkedes?
Efter forløbet har eleverne:
- Viden om, hvad der sker i den kemiske renseproces
- Viden om fosfor som ressource
- Viden om begrebet cirkulær økonomi
Forløbet kan specifik understøtte arbejdet med de fællesfaglige fokusområder Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer, Produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget eller Teknologiens betydning for menneskers sundhed og levevilkår.
Forløbet understøtter på denne måde:
- Eleverne kommer til at arbejde med egne undersøgelser af lokalområdet.
– Det gør de via de to forsøg. Eleverne skal her bruge samme metode som man bruger ude i virkeligheden til at lave jernfosfat fra slamaske om til calciumfosfat.
- Eleverne kommer til at arbejde med interessemodsætninger, så eleverne har mulighed for at tage stilling.
– Det gør de bl.a. ved at tage stilling til brugen af fosfor fra spildevand som gødning. Hvis vi bruger slammet direkte som gødning, kan vi ikke producere strøm af slammet og omvendt. Hvad er egentlig bedst og hvilke interessenter synes hvad?
Bemærk: Alle forløb hos KloakLab begynder med en rundtur på anlægget – så gør dig klar til at se, høre og ikke mindst lugte spildevandet! Her bliver mængder og kapacitet meget synligt.
Forberedelse inden forløbet
Forløbet går ikke i dybden med renseprocesserne på anlægget. Dette kan eleverne få viden om, ved at gennemføre vores forberedelsesmateriale inden besøget i KloakLab. Samtidig præsenterer forberedelsesmaterialet eleverne for de vigtigste problemstillinger vedrørende fosfor i verden og introducerer dem til de fagbegreber, de kommer til at blive mødt med under deres besøg hos BIOFOS.
Forberedelsesmaterialet er bygget op i to sektioner; en sektion om spildevand generelt set (6 lektioner) og en sektion specifikt tilpasset Fosfor og den Cirkulære Økonomi (2 lektioner) Du finder materialet her:
.
KloakLab står klar med kompetente formidlere, og glæder os til at dele ud af vores faglige viden. Formidleren håndterer den almene klassestyring under besøget, men vi forventer at den ansvarlige lærer/underviser deltager i forløbet og tager sig af de situationer der må opstå, hvis elever/studerende bliver mere støjende eller på anden vis forstyrrer forløbet.
Efterarbejde
Vi lægger vægt på, at arbejdet med et fagligt emne skal bearbejdes både før og efter et besøg. Vi har derfor i vores undervisningsforløb også udarbejdet opgaver eleverne kan arbejde med efter de har været på besøg i KloakLab.
Du vil blandt andet på dagen modtage et sæt af vores renseproceskortspil, som I sammen med et par små opgaver kan afslutte forløbet af med hjemme på skolen. Find opfølgningsopgaverne:
Forløbet tilbydes på
Sikkerhed og ansvar:
Vi gør opmærksom på at jeres besøg på renseanlægget er på eget/skolens ansvar, og det er læreren/underviseren der har ansvaret for eleverne/holdet under hele besøget.
Det er ikke tilladt at gå rundt på anlægget uden en formidler.
Renseanlægget er en arbejdsplads med mere end 50 aktive medarbejdere, maskiner og bassiner med spildevand. Derfor er der en række sikkerhedsregler, som I skal følge.
Af hensyn til trafik og anlæg skal de besøgende holde sig samlet og til enhver tid følge formidlerens anvisninger.
BIOFOS har ikke ansvar for personlige ejendele.